Bryllupsplanlægning

Bryllupsplanlægning

Martin og jeg skal giftes den 20. juni 2020 og vi glæder os. Men bryllup er lig med bryllupsplanlægning og der er meget mere at tage sig af end man lige regner med. Men vi vil begge gerne have det hele bliver så tæt på perfekt og lækkert som overhovedet muligt. Heldigvis er der ingen af os der ser det som en hovedpine, tværtimod!

Nærmest samme dag som Martin friede var datoen fundet. Jeg har altid gået meget op i flotte datoer og ville have svært ved at skulle giftes på en dato uden en sammenhæng. Jeg er også glad for at Martin valgte at fri til mig den 10. juli 2017 (10.07.17) da denne har lidt sammenhæng. Dog havde d. 17.07.17 været bedre, men man kan jo ikke vinde hver gang.

Ugen efter frieriet var Kirken også booket, da det også er en ting jeg finder vigtig! Derfor fik jeg booket Frederiksborg Slotskirke som jeg også blev konfirmeret i og som jeg i det hele taget bare syntes er virkelig, virkelig fin! Martin havde aldrig set kirken, så han måtte tjekke Google og fik den så set i virkelig live et halvt år senere, da vores yngste niece skulle døbes. Heldigvis syntes han også den er rigtig fin. Så den beslutning jeg tog, blev vi heldigvis også enige om!

Og nu til det der koster penge..

Det bryllup vi ønsker os koster penge – mange penge. Men ikke urimeligt mange penge i vores øjne. Vi ønsker et bryllup hvor vi ikke selv skal tænke på noget, men blot nyde festen og øjeblikket. Vi ønsker at holde en fest for venner og familie, hvor kærligheden fejres, og hvor vi virkelig kan hygge os med dem vi elsker! Hverken Martin eller jeg ønsker et bryllup, hvor vi inden festen skal tænke har vi nu købt nok vin? Er der nok mad? Hvad med blomsterne? Shit, nu røg der et glas, det skal jeg lige huske at skrive på sedlen til forsamlingshuset. Vi ønsker en fest der bare kan nydes i fulde drag, og hvor der ingen bekymringer bliver at finde.

Derfor har vi valgt at holde det ude hvor professionelle står for mad og drikkevarer. Vi har valgt at booke Skjalm Hvide Hotel. De er virkelig rimelige med priserne og vi har kun hørt godt om stedet og hvad de står for og kan.
Martin går, som mange ved enormt, meget op i maden, og der er også mulighed for at vi kan sætte eget præg og komme med ønsker til dette. Og så er der prøvemiddag et par måneder inden, hvor Martin kan få lov til at smage den mad vi skal have til brylluppet. Det er nok det han glæder sig mest til ved planlægningen!

Alle de små ting, der alligevel betyder meget!

Efterfølgende har vi også fået booket både fotograf og musikant til brylluppet. Vi har valgt at booke en fotograf som også tog bryllupsbillederne til min søsters bryllup. Disse billeder var nemlig virkelig fine og indrammede alt det kærlighed vi selv ønsker vores billeder skal indeholde. Udover dette er hun også virkelig fair med priser og meget nede på jorden. Hun skal tage billeder af hele dagen – altså fra før vielse til efter brudevals, da vi ønsker at folk kan nyde festen og ikke sidde fremme med mobiltelefonerne hele tiden. Yderligere har vi også booket en fotobooth, så gæsterne kan tage selfies med sjove briller, skæg eller hatte. Musikanten vi har booket spiller under middagen roligt og afdæmpet dinnermusik, og når vi er færdige med at spise, så sætter han DJ-udstyret op og starter festen! Igen helt i vores ånd!

Og så er der bryllupskagen! Det er jo nærmest et kapitel for sig. Der er Martin og jeg lidt forskellige i forhold til ønsker af udseendet.. Martin vil gerne have en opsmurt kage i flere lag, hvor tema-farverne indgår. Jeg derimod vil gerne hen i stilen naked-cake hvor blomsterpynten er i tema-farverne. Men vi har booket tid til kagesmagning hos KageKompagniet, hvor man også kan snakke design af kagen i maj-måned, så jeg tænker vi tager krisen der og ser hvad der kan lade sig gøre, og hvad der giver mest mening.

Det blev et meget langt skriv, og jeg er slet, slet, slet ikke færdig med at fortælle jer om planerne for brylluppet. Der skal jo også en fin kjole, og et flot jakkesæt til sådan et bryllup. Der skal sendes save the date og invitationer ud. Der skal bestilles ringe og blomster – og meget, meget andet! Så jeg holder for nu, og skriver om det andet en anden dag.

Kram Bente.

Tags:
Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.