Det er her endnu..

Jeg har den seneste uge ikke rigtigt haft nogle symptomer på min stress eller angst. Det har været meget minimalt i hvert fald. Men i går væltede det hele – jeg blev angst og hele min verden blev uoverskuelig! Og hvorfor? Jeg ved det ikke. Det er det der irriterer mig allermest ved den her ‘sygdom’. Hvornår kan jeg regne med at få et ‘anfald’ og hvad trigger det? Jeg er stadig ved at lære mig selv at kende på ny, og det lyder lige dumt i mit hoved hver gang jeg siger det. Men det er altså en nødvendighed, for ellers kommer jeg til at ramle ind i denne her mur gentagende gange i mit liv, og det vil jeg helst gerne være foruden.

Min psykolog prøver at forklare mig hver gang jeg er hos hende, at jeg skal mærke efter i mig selv og mærke hvilke symptomer jeg føler når jeg får det skidt. Men ærligt, så synes jeg det er den sværeste opgave jeg nogensinde har fået stillet.

Eftersom at jeg er fuldtidssygemeldt har jeg masser tid til at tænke en masse tanker. De er ikke nødvendigvis altid lige gode, og nogle gange ville jeg ønske at jeg kunne være foruden. Men det er en del af det at være ramt af stress og angst – i hvert fald i mit tilfælde.

Andres ve og vel 

Jeg har altid gået mere op i andres ve og vel, end jeg er gået op i mig selv. Jeg har hellere ville se familie, venner og veninder glade og tilfredse, end at føle mig selv tilfreds. Jeg er ved at lære, at det ikke er en holdbar løsning – for mine nærmeste er jo ikke glade, når jeg så selv rammer bunden og har brug for tid til at lade batterierne op igen.

Men det ligger meget dybt i mig, at mine medmennesker skal have det godt, at de skal mødes i den situation de befinder sig i og jeg tilsidesætter mig selv til situationen er lykkedes. Det er en værdi jeg tydeligvis ikke kan gå på kompromis med, for når det ikke lykkes stresser jeg over det og slår mig selv i hovedet for ikke at have gjort det godt nok. Også selvom jeg gjorde mit allerbedste og lidt til.

Er stress og angst en sygdom?

Er det en sygdom at være ude af balance rent mentalt? Jeg har altid forbundet stress- og angstramte personer som svage – også selvom jeg før selv har været ramt af stress. Men jeg har måtte sande at det kan ramme alle. Jeg ser ikke mig selv som svag, i hvert fald. Jeg ser mere mig selv som en der måske har givet for meget og fået for lidt igen. Så for mig er det en sygdom – lige såvel som man kan have influenza eller halsbetændelse.

Jeg anede bare ikke at stress og angst kunne ramme så hårdt, at man på en måde bliver lidt invalideret af det. At man lige pludselig bliver fysisk syg, selvom det er ‘hovedet den er gal med’. At man lige pludselig bliver bange for at køre bil eller gå blandt andre. Det er på mange måder helt surrealistisk for mig. Og i starten slog jeg mig selv meget i hovedet og sagde jeg måtte tage mig sammen. Jeg følte jeg var ved at blive sindssyg, når den mindste mærkelige lyd fra bilen fik den vildeste panikangst frem i mig, så jeg endte med at køre i cirkler. Det er mærkeligt! Men jeg er ved at acceptere det, og accepterer at det kommer til at tage tid at komme ovenpå, fordi jeg ikke lyttede hurtigt nok til min krop.

Det er en læringsproces hvor jeg både selv er lærer og elev, hvilket jeg skal finde mig tilrette i. Men hvor der er vilje er der vej, og jeg er godt på vej!

Kram Bente.

Tags:
Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.