Hvordan får jeg styr på mig selv igen?

Den seneste uge har Martin lagt et par indlæg op på bloggen, hvor han fortæller sin side af hvordan det er at være pårørende til en med stress og angst. Det gør ondt at læse hans tanker og følelser, også selvom jeg jo godt kender ham og vi snakker om det på nærmest daglig basis, men når det står på skrift er det altså noget andet. Jeg kan godt forstå hans frustrationer, for hvorfor kan jeg ikke bare tage mig sammen? Hvorfor kan jeg ikke bare fungere i min dagligdag og på mit arbejde? Hvad pokker er det der gør at jeg ikke hænger sammen lige pt?

Der er så mange spørgsmål og ingen kan besvare disse ud over mig selv – men hvad så når jeg ikke selv kan svare på dem? Mit hoved er et stort tankemylder. Jeg er egentlig rolig og afslappet det meste af tiden, men lige pludselig griber angsten fat i mig og tankemylderet begynder på sit højeste.

I tirsdags var jeg til sygefraværssamtale, da mit sygefravær på jobbet er alt for højt. Vi blev i fællesskab enige om, at en fuldtidssygemelding var på sin plads i forhold til hvor presset min krop er. Så nu har jeg så været sygemeldt i 5 dage og har kunnet få ro på. Men til gengæld kan jeg også mærke den her følelse af; shit just got real. Det har det jo været hele tiden, men jeg har tilsidesat mig selv en del, for at have overskud til at møde op på arbejde og få det bedste ud af dagen. Og hvorfor? Fordi jeg er en pleaser af den anden verden. Jeg har snakket en del med min psykolog i forhold til det med at være en pleaser og gerne vil gøre tingene mere end perfekt. Hun stiller mig altid spørgsmålet; “…men hvad ville der ske, hvis du nu kun gjorde tingene 90% – ville nogle opdage det?” Og hver gang kan jeg jo svare nej, for det er jo ikke de sidste 10% der gør forskellen for folk, det er de 90% jeg allerede har givet af mig selv der gør forskellen.

Så for mig handler alt nu om mig og hvordan jeg får det bedre. Hvordan får jeg en hverdag hvor jeg kan få det hele til at harmonere, hvor jeg har overskud og godt humør nok til hele min verden – altså både job, mig selv, Martin og min familie.
Så jeg har en kæmpe opgave foran mig, og meget af det handler indtil videre om at jeg skal accepterer min situation, for når jeg har gjort det, så kan jeg bedre handle og forstå vigtigheden af de valg jeg tager i forhold til mit mentale helbred.

Heldigvis skal jeg til psykolog på tirsdag, og trods grunden, så glæder jeg mig. Jeg glæder mig til at fortælle hende, at jeg nu er fuldtidssygemeldt, som hun jo har anbefalet siden jeg startede hos hende. Jeg glæder mig til at få noget ro på, og få brugt redskaberne på en bedre måde end jeg har kunnet til nu. Jeg glæder mig til at få mere overskud og til at få styr på mig selv og mine tanker, og finde en løsning hvorpå jeg kan fungere som helhed og ikke kun som “delhed”.

For at holde mig selv i gang, så jeg ikke bare lægger mig i sengen og har ondt af mig selv, så har jeg, sammen med Martin, meldt mig ind i Loop Fitness. Jeg bliver nødt til at have noget at stå op til, og det skal være noget der ikke tager hele dagen – og det gør Loop bestemt ikke. Jeg har lavet en aftale med mig selv, om at jeg skal derop minimum fire gange om ugen – og denne aftale er ligeså vigtig, som hvis jeg havde en aftale om at ses med en veninde. Jeg kommer til at have brug for mere mig-tid det næste stykke tid, og der kommer jeg helt bestemt også til at bruge bloggen til at lufte ud for tanker og følelser. Jeg skal til at gå nogle lange ture, hvor jeg bare skal nyde kulden, naturen og mig selv – det lyder pisse let, men jeg tror det bliver en kæmpe udfordring for mig, at finde roen til at kunne gøre det. Finde modet til at skubbe alle de dumme tanker væk og bare nyde nuet og omgivelserne omkring mig.

Men jeg ved at jeg nok skal få styr på mig selv igen. Jeg ved at det kræver tid og mod, og jeg ved at jeg har støtte hele vejen – både fra Martin, men bestemt også fra hele vores familie. Vi har allerede modtaget så meget kærlighed med denne blog – familiemedlemmer der fortæller os hvor seje vi er og at vi selvfølgelig kommer igennem det. Det ved vi godt at vi gør, spørgsmålet er bare hvilken vej vi tager og hvor langtid det tager.

Vi tager imod råd og erfaringer med kyshånd – for det kan være lige netop det råd der gør forskellen for os!

Kram Bente.

Tags:
Blog Comments

Kære Bente & Martin.
Jeg vil gerne melde mig til koret af; hvor er I seje.
Jeg er så glad for at du har overskud til at fa den snak med dit arbejde og blev sygemeldt. Så nemt gik det ikke for mig – jeg blev fyret…. 1-0 til dig.
Du har en stor familie der er der for Jer ( I er altid velkomne – også med “hovedet under armen”) 2-0 til Jer.
Her er plads nok og som jeg brugte på at finde tilbage fra min stress, en tur til stranden, der er ingen der kan svare, men Østersøen/vandet lytter gerne.
Tag den tid det tager, det tager tid, tro mig.
Der vil være sorte dage, men der vil hurtigt komme flere solskinsdage end de andre.
Ikke opgiv, når du får styr på din stress, så husk en gang imellem og mærk efter hvor du skal takke nej til en opgave – og så kommer alt det andet du grubler over nok også på plads.

Lige nu er det DIG og Martin det gælder.

Da jeg læste Martins opslag – fandt jeg nok først rigtig ud af hvad Jakob og drengene havde været igennem De har bare aldrig sat ord på, de var der bare for mig.
Jeg er kommet ud på den anden side og det skal I begge også nok.
I tør være åbne og snakke om det. 3-0 til Jer.

Mange Knus og kærlige tanker

Moster

Søde Moster – tak for alle dine fine ord og for troen på at det hele nok skal gå.
Det varmer meget!
Jeg lytter til alle dine råd – man skal lige lære sig selv at kende på ny – på
en måde hvor stress skal tænkes ind, netop så det ikke opstår. Er vild med dit
pointsystem – jeg føler mig allerede lidt om en vinder – er det for tidligt?

Hils omkring. Kram Bente 🙂

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.