Mødet på kommunen

Mødet på kommunen

Det er længe siden jeg har skrevet herinde. Der har været en masse ting vi har skullet tage stilling til og en masse ting som jeg har skullet kunne finde rundt i, i mit hoved. Jeg er stødt på modgang og det slog mig ud – helt ud!

Men jeg er kommet frem til at det gik den rette vej da jeg benyttede Benteogmartin.dk – aka min dagbog. Jeg har kunne mærke en forskel rent mentalt. At jeg nu igen går med en masse tanker og følelser som ikke luftes ud som jeg gjorde det før. Så derfor bliver jeg nødt til at starte det op igen.

Mødetid

I dag har jeg været til møde på kommunen. Et møde som alle skal til hvis man er sygemeldt mere end 8 uger. Det kan vel kaldes en form for statusmøde. Jeg har inden mødet været et smut forbi egen læge og fået udfyldt en blanket i forhold til arbejdsevne, samt udfyldt en anden blanket hjemmefra. Disse blev gennemgået og hun spurgte yderligere ind til forløbet omkring min sygemelding. Hvilke symptomer jeg har oplevet i forbindelse med stress- og angstforløbet, hvad der har været årsag til stressen og hvordan det hele begyndte. En meget rolig samtale med en meget sød kommune-dame.

Jeg er dog stadig ikke kommet dertil hvor jeg kan snakke om forløbet uden at det rammer noget i mig, så jeg bliver ked af det. Det skete selvfølgelig også idag. Og hvor åndssvagt det end lyder, så syntes jeg sgu at det er lettere pinligt, at sidde der 25 år gammel med tårerne trillende ned af kinderne. Men sådan er det når jeg stadig er påvirket af forløbet og stadig føler mig sårbar og usikker. Jeg spørger stadig mig selv om det kun er mig den er helt gal med, selvom jeg udemærket godt ved at jeg er fin som jeg er.

Men det gode ved at have gået til psykolog i tre-fire måneder, hvor jeg har fået italesat symptomer og reaktioner, er at jeg nu kender mine symptomer og hurtigere kan reagere på disse, fremfor at vente til hele læsset vælter. Så noget godt er der kommet ud af at vælte helt ned i hullet, og have svært ved at finde op igen.

Påvirket

Jeg har også været hårdere ramt end først antaget. Når jeg kigger seks måneder tilbage, forstår jeg slet ikke hvordan jeg kom ud af sengen om morgen. Jeg forstår ikke hvordan jeg har kunnet være på arbejde 8 timer om dagen. Hvordan min krop har overlevet det. Hvordan min psyke alligevel har holdt sig kørende når det gjaldt. Men det er jo noget af det imponerende ved kroppen, den tilpasser sig – ikke uden at brokke sig – men når det gælder følger den med.

Men jeg mærker nu hvor meget min hukommelse har været påvirket. Jeg er først nu begyndt at kunne huske datoer og tidspunkter igen. Jeg har dog stadig lidt svært ved altid at huske hvad jeg snakker med folk om – særligt Martin. Det irriterer mig grænseløst. Jeg kan også spørge ham om den samme ting igen og igen, hvilket jeg tænker må irritere ham! Men det går roligt den rigtige vej, og det er det vigtigste for mig.
Jeg ser også nu hvor meget hår jeg har tabt da det stod værst til med stressen. Jeg har så mange fe-hår der stritter i alle mulige retninger når jeg har tørret håret efter et bad – eller faktisk hele tiden. Men det vokser stille og roligt ud og jeg tænker at de en dag retter ind sammen med resten af manken.

Så alt i alt går det den rette vej. Jeg er stadig ikke i mål, men alene det at jeg selv mærker bedring gør, at jeg kæmper hårdt videre. Jeg kan også mærke på Martin og min familie at de kan se det går den rette vej. Og da overskuddet nu er begyndt at titte frem igen, så kommer gåturene også til at ske oftere! Målet er nu at gå minimum 10000 skridt om dagen – ud af døren efter morgenmaden! I kan følge med i dette projekt på Instagram for Martin er blevet helt tosset med Insta-story!

Kram Bente.

Tags:
Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.